Marc Habets, Technical Director hos ETIM International, lagde vejen forbi VELTEK for at deltage i et strategimøde bestyrelse, som bl.a. havde ETIM Danmark på dagsorden.
Visioner og ideer for udbredelsen af ETIM-standarden i Danmark var på dagsordenen, da ETIM International var på besøg den 14. september hos VELTEK i Herlev. Med til mødet var også Marc Habets fra ETIM International. Marc var tydeligt imponeret over bestyrelsens store engagement og det drive som lægges for dagen for at implementere ETIM i Danmark, mens anvendelsen af ETIM-standarden tager fart i og uden for Europa.
Den yderligere implementering af ETIM i Danmark vil i den kommende tid især ske gennem den nye sektionschef for ’VELTEL Digital’ og ’VELTEK Ventilation’, som VELTEK i øjeblikket er i gang med at rekruttere.
– Vi søger i øjeblikket en engageret sektionschef, som kan løfte ETIM ind i næste fase, hvor vi i højere grad afdækker medlemmernes behov til at udøve vores indflydelse på ETIM-standarden gennem VELTEKs medlemskab i ETIM International, siger adm. direktør for VELTEK Per Rømer Kofod.
Om ETIM
ETIM er den førende industristandard til formidling af produkternes stamdata i Europa og bliver den dominerende internationale standard for stamdata i både el- og vvs-branchen. Hidtil har samhandel mellem leverandører og grossister foregået efter forskellige modeller, hvilket har været dyrt og ressourcetungt. Med ETIM er det producenten, som genererer produktets stamdata, som efterfølgende distribueres gennem værdikæden helt ud til slutbrugeren.
ETIM sikrer, at alle led i værdikæden hurtigt kan dele de samme stamdata, hvilket giver en effektiv og ensartet kommunikationsplatform på tværs af landegrænser og sprogbarrierer. Når alle anvender de samme stamdata, vil alle led i kæden opnå betydelige besparelser, ligesom kilderne til datafejl i høj grad elimineres. For slutbrugeren betyder anvendelsen af ETIM en høj grad af gennemsigtighed på markedet.
VELTEK administrerer ETIM i Danmark, og VELTEK giver både rådgivning, vejledning og gennemfører workshops om ETIM. Et medlemskab af VELTEK giver automatisk adgang til ETIM Danmark.
Læs mere om fordelene ved ETIM og medlemskabet af VELTEK lige her.