Vedtægter

Navn og hjemsted

§1.1.
Foreningens navn er VELTEK VVS og EL-tekniske Leverandørers Brancheforening.

§1.2.
Foreningens hjemsted er Herlev.

Formål

§2.1.
Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesser i internationale og nationale spørgsmål, såvel som medlemmernes interesser over for de øvrige led i værdikæden.
Foreningen vil søge indflydelse på udviklingen inden for markedsforhold, erhvervs- og autorisationspolitik samt initiere, koordinere og støtte relevante markedsføringstiltag og uddannelse.

§2.2.
Foreningen vil, hvor muligt, støtte den almindelige tekniske udvikling inden for den danske VVS- og elektroindustri samt understøtte medlemmernes interesse i de danske, europæiske og internationale normudvalg. Foreningen vil ligeledes informere medlemmerne om tekniske rammebetingelser, normændringer, test etc. og aktivt samarbejde ved normarbejde på dansk og internationalt niveau.

§2.3.
Videre samler foreningen danske og udenlandske i Danmark registrerede leverandører af el- og VVS produkter (eller dermed beslægtede) for at styrke medlemmernes kollegiale samarbejde.

Struktur og organisation

§3.1. 
Foreningen, der er dannet ved sammenlægning af FAFGE, El-Branchens Leverandørforening, og VE-Leverandørerne, er den overordnede organisation for følgende foreninger:
AVA Sektionen
Den Eltekniske Sektion
Importørsektionen
VELTEK DIGITAL

Uanset navnene på ovennævnte er disse enheder alene at anse for sektioner i VELTEK og er på alle måder underkastede de for VELTEK gældende vedtægter.

Efter særlig beslutning kan bestyrelsen ændre på de pågældendes status, såfremt en af disse enheder måtte ønske dette.

Medlemskab af VELTEK DIGITAL forudsætter ikke medlemskab af VELTEK, mens medlemskab af de øvrige sektioner forudsætter medlemskab af VELTEK.

§3.2.
Til VELTEK er knyttet en velgørende fond Hovedforeningens Understøttelsesfond. For fonden gælder fondens vedtægter og fondslovgivningen.

Medlemskab

§4.1.
Danskregistrerede virksomheder – fabrikanter, grossister og importører – som fremstiller og/eller forhandler VVS-produkter og/eller el-tekniske artikler, og som opfylder de nedennævnte betingelser, kan være medlemmer af foreningen.

Ved VVS-produkter forstås produkter, der er omfattet af VVS-branchens varegruppering eller dermed beslægtede.

Ved el-tekniske artikler forstås artikler, der er omfattet af el-branchens varegruppering.

Ved fabrikant forstås en virksomhed, der har dansk produktion af VVS-produkter eller el-tekniske artikler.

Ved grossist forstås en virksomhed, der i rimeligt omfang er lagerførende af VVS-produkter og/eller stærkstrøms- og ledningsmateriel, som har en omsætning, der for en væsentlig del udgøres af disse varer og fortrinsvis sker til VVS- og/eller el-installatører.

Ved importør forstås en virksomhed, der repræsenterer udenlandske og indenlandske virksomheder inden for VVS- og den el-tekniske branche.

Virksomheder, der med sammenfaldende ejerkreds tillige har gensidigt sammenfaldende (identisk) produktprogram og hovedkundegrupper, men af hensyn til interne forhold er organiseret i separate selskaber, kan med bestyrelsens godkendelse optages i foreningen som ét medlem under forudsætning af, at medlemsvirksomheden indberetter de samlede totale angivelser, hvor det i foreningens vedtægter eller i henhold til beslutning herom er indberetningspligtigt.

§4.2.
Virksomheder, der her i landet driver VVS- eller el-detailforretning eller påtager sig VVS- eller el-installationsarbejde for fremmed regning, eller hvis indehavere/ledere driver eller er økonomisk engageret i, eller har interessesammenfald med sådan virksomhed, kan ikke optages som medlem af foreningen. Bestyrelsen kan dog, hvor særlige forhold gør sig gældende, give dispensation fra denne bestemmelse.

§4.3.
Optagelse i foreningen sker efter skriftlig henvendelse til bestyrelsen.

§4.4.
Spørgsmål om optagelse som medlem afgøres af bestyrelsen.

§4.5.
Ethvert medlem er forpligtet til at overholde de til enhver tid gældende vedtægter for VELTEK, ligesom denne forpligtelse udstrækkes til også at gælde for samarbejdsvedtægter, som måtte være indgået mellem VELTEK og andre foreninger.

Udtræden og udelukkelse

§5.1.
Såfremt et virksomhedsmedlem overtræder foreningens vedtægter eller beslutninger truffet på en generalforsamling, kan bestyrelsen, såfremt 5/6 af alle bestyrelsens medlemmer stemmer herfor, vedtage at ekskludere det pågældende medlem.

Såfremt en af de i § 3.1 nævnte sektioner overtræder foreningens vedtægter eller beslutninger truffet på en generalforsamling, kan bestyrelsen, såfremt alle bestyrelsens medlemmer stemmer herfor, bringe tilknytningen mellem foreningen og den pågældende sektion til ophør.

§5.2.
Eksklusion kan endvidere ske, såfremt et medlem optræder groft illoyalt og til skade for branchen overfor foreningen, eller såfremt et medlem trods påkrav ikke indbetaler det fastsatte kontingent.

§5.3.
Udmeldelse skal ske inden 30. juni for at have virkning med udgangen af året. Såfremt udmeldelsen sker efter 30. juni vil udmeldelsen først have virkning fra udgangen af det efterfølgende år.

Udmeldelse skal ske skriftligt til sekretariatet.

Et medlems ophør med fabrikation og/eller handel med de i § 4.1 nævnte artikler eller vedkommendes konkurs betragtes uden videre som udmeldelse. I tilfælde af, at et medlem træder i rekonstruktion efter reglerne i konkursloven suspenderes retten til at møde og retten til at afgive stemme i foreningen.

Et af foreningen udtrådt medlem har ingen ret til andel i foreningens mulige formue.

Kontingentrestancer på mere end tre måneder vil efter én skriftlig påmindelse blive søgt inddrevet ad retslig vej.

§5.4.
At et medlem udmeldes eller ekskluderes fritager ikke vedkommende for opfyldelse af de forpligtelser, som vedkommende medlem lovmæssigt måtte have påtaget sig i medlemsperioden.

Kontingent

§6.1.
Ved indmeldelse betaler hvert medlem et indskud, der fastsættes for 1 år ad gangen af bestyrelsen.

§6.2.
Det årlige kontingent for virksomhedsmedlemmer fastsættes efter indstilling fra bestyrelsen på den årlige ordinære generalforsamling, idet kontingentets størrelse kan variere i forhold til den enkelte virksomheds størrelse.

§6.3.
Medlemmerne hæfter ikke for foreningens forpligtelser. Udtrædende medlemmer – hvad enten udtrædelse sker ved udmeldelse, eksklusion eller på anden måde – har ikke krav på nogen andel af foreningens eventuelle formue.

§6.4.
Det årlige bidrag fra sektionerne fastsættes alene af bestyrelsen i henhold til sekretariatets driftsbudgetter.

§6.5.
Kontingentrestancer på mere end 3 måneder vil efter én skriftlig påmindelse blive søgt inddrevet ad retslig vej.

Bestyrelse

§7.1.
VELTEK ledes af en bestyrelse på op til 12 medlemmer.

§7.2.
Bestyrelsen vælges for en 2-årig periode, dog således at mindst halvdelen af bestyrelsens medlemmer afgår hvert år på den ordinære generalforsamling. I fornødent omfang afgøres det ved lodtrækning, hvem der skal afgå. Genvalg kan finde sted.

Et bestyrelsesmedlems mandat bortfalder, hvis han ophører med aktivt arbejde i den medlemsvirksomhed, han var tilknyttet, da han blev valgt.

Valgbar til bestyrelsen er de personer, der i henhold til § 10.1 nedenfor er adgangsberettigede til generalforsamlingen.

§7.3.
Såfremt et medlem af bestyrelsen fratræder inden valgperiodens udløb, kan bestyrelsen supplere sig med et andet medlem, idet en sådan supplering dog skal bekræftes/forkastes på førstkommende ordinære generalforsamling.

§7.4.
Bestyrelsen vælger selv sin formand og sin næstformand.

Ved bestyrelsens sammensætning skal det tilstræbes, at denne repræsenterer de bredest mulige erhvervs- og branchemæssige interesser.

§7.5.
Bestyrelsen mødes efter behov og indkaldes, såfremt formanden eller tre medlemmer af bestyrelsen ønsker det. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og er beslutningsdygtig, når over halvdelen af dens medlemmer, heriblandt formanden eller næstformanden, er til stede.

§7.6.
Bestyrelsens beslutninger træffes ved almindelig majoritet.

§7.7.
Bestyrelsen er ulønnet.

Udvalg

§8.1.
Bestyrelsen kan til enhver tid etablere ad hoc udvalg og særlige arbejdsgrupper til løsning af specifikke opgaver af relevans og interesse for medlemmerne og/eller de samarbejdende foreninger.

§8.2.
Med særlig begrundelse kan bestyrelsen udelukke et eller flere medlemmer fra sådanne udvalg og arbejdsgrupper.

§8.3.
Et udvalg/arbejdsgruppe har pligt til at holde bestyrelsen kontinuerligt orienteret om arbejdet, ligesom det forudsættes, at sekretariatet vil fungere som koordinerende led i sådanne udvalg og grupper.

Sekretariat

§9.1.
Til at varetage driften af VELTEK etableres der et sekretariat med det formål at varetage relationerne til myndigheder, organisationer og øvrige relevante parter, nationalt som internationalt, idet der henvises til særlig stillingsbeskrivelse for den direktør, der udpeges til leder for sekretariatet.

§9.2.
Sekretariatet har selvstændig økonomi og fører selvstændigt regnskab, der revideres af en statsautoriseret revisor.

§9.3.
Sekretariatet har sæde i relevante udvalg og nævn, i det omfang at bestyrelsen for VELTEK godkender dette.

§9.4.
Sekretariatet kan på nærmere aftalte vilkår varetage sekretariatsfunktionen for anden forening, hvis formål ikke er uforeneligt med VELTEK’s formål.

Generalforsamling

§10.1.
Generalforsamlingen er den øverste myndighed i alle anliggender.
Adgang til generalforsamlingen har ethvert medlem, der ikke er i kontingentrestance.
Adgangsberettiget til generalforsamlingen er personligt ejede virksomheders ejere og ledende medarbejdere og selskabers direktører og deres ledende medarbejdere.

§10.2.
Hvert medlem har én stemme. Det er medlemmernes pligt at møde på generalforsamlingen.
Ethvert stemmeberettiget medlem kan lade sig repræsentere ved fuldmagt, når dette tillige med navnet på fuldmægtigen meddeles sekretariatet senest 6 dage før pågældende generalforsamling. En fuldmægtig kan dog højest have fuldmagt fra 10 stemmeberettigede medlemmer.

§10.3.
Generalforsamlingen træffer sine beslutninger ved almindelig majoritet, når mindst halvdelen af de stemmeberettigede er tilstede eller repræsenteret ved fuldmagter på generalforsamlingen.

Er en generalforsamling ikke beslutningsdygtig, skal der senest 21 dage efter pågældende generalforsamling afholdes en ny generalforsamling, der kan træffe beslutninger uanset antallet af de tilstedeværende eller repræsenterede stemmeberettigede.

§10.4.
Til vedtagelse af beslutninger angående vedtægtsændring og/eller opløsning af foreningen kræves, at mindst halvdelen af medlemmerne er repræsenteret, og at der for forslaget stemmer mindst 2/3 af de repræsenterede.

Opnår et sådant forslag på en generalforsamling fornøden majoritet, uden at halvdelen af medlemmerne har været repræsenteret, skal der indkaldes til ny generalforsamling, hvor forslaget kan vedtages med foreskrevne majoritet uanset antallet af repræsenterede medlemmer.

I tilfælde af opløsning skal der træffes samtidig beslutning om anvendelse af eventuelle aktiver, som foreningen måtte råde over. Foreningens formue kan dog aldrig tilfalde medlemmerne.

Opløsningen gennemføres af en eller flere likvidatorer valgt af den generalforsamling, der besluttede at ophæve foreningen.

§10.5.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af andet kvartal i Danmark. Nærmere tid og sted fastsættes af bestyrelsen.

§10.6.
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde mindst følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Forelæggelse af en revideret årsrapport
4. Fastsættelse af kontingent
5. Behandling af indkomne forslag
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen
7. Valg af revisor
8. Eventuelt

Indkaldelsen skal ske skriftligt til hvert enkelt medlem senest 14 dage før generalforsamlingen, og dagsorden skal udsendes mindst 6 dage før. Til foreningsmedlemmer sker indkaldelse til formanden for pågældende forening.

§10.7.
Forslag, der ønskes behandlet under punkt 5, skal være sekretariatet i hænde i så god tid før generalforsamlingen, at forslaget kan optages på dagsordenen.

§10.8.
Dirigenten afgør afstemningsmåde. Valg skal dog, såfremt blot et medlem ønsker det, foregå hemmeligt og skriftligt. I tilfælde af stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning.

Ekstraordinær generalforsamling

§11.1.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når enten formand og næstformand eller mere end halvdelen af bestyrelsens medlemmer ønsker dette.

Såfremt 40% af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt meddeler ønske om en ekstraordinær generalforsamling med samtidig angivelse af hvilke punkter, der ønskes behandlet, skal der ligeledes indkaldes til en sådan ekstraordinær generalforsamling.

§11.2.
I sidstnævnte tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling finde sted hurtigst muligt og ikke senere end 18 dage efter, at begæringen er fremsat.
Indkaldelse skal finde sted med et varsel på mindst 6 dage.

Årsrapport og revision

§12.1.
Regnskabsåret er kalenderåret.

§12.2.
Årsrapporten revideres af en statsautoriseret revisor.

§12.3.
Foreningen forpligtes ved underskrift af formanden (i dennes forfald af næstformanden), eller i tilfælde af disses forfald af 2 bestyrelsesmedlemmer.

§12.4.
Der kan meddeles sekretariatets direktør prokura.

Således vedtaget på den ordinære generalforsamling den 19. maj 2017.