VVS ’15 triumferer

0

Med et meget højt fagligt niveau, kvaliteten helt i top og både udstillerrekord og besøgsrekord blev den 12. udgave af VVS-messen en bragende succes.

Allerede fra åbningen onsdag formiddag kl. 9 lå det i luften, at VVS ’15 ville overgå tidligere års messer. En konstant strøm af besøgende indtog hurtigt de 197 stande, der imponerede med høj kvalitet og masser af spændende nyheder. Udstillerrekorden var sikret allerede ved messestart og flere virksomheder gik forgæves og måtte tage til takke med en plads på ventelisten. Fredag eftermiddag ved messen afslutning stod det så klart: Et rekordhøjt antal besøgende, helt præcist 8322, havde gæstet Odense Congress Center og VVS ’15.

– Jeg er ovenud tilfreds og har kun roser til udstillerne, som virkelig har leveret varen. Det faglige niveau har været tårnhøjt og nyhederne mange. Det er mit helt klare indtryk, at fordelingen af de besøgende har været præcis som udstillerne ønsker, for mange beslutningstagere har besøgt messen, og det er netop denne gruppe, som udstillerne i sidste ende skal have fat på, siger Per Rømer Kofod, adm. direktør for VELTEK.

Også projekthef Michael Helm fra Odense Congress Center glæder sig over forløbet for VVS ’15:

– VVS’15 har været helt fantastisk. Udstillerne har overgået i selv i år, og en flottere messe og mere indbydende messestande findes ikke i Danmark. Jeg er stolt over de positive tilbagemeldinger, der er kommet fra udstillerne. Nu kan vi begynde at se frem mod VVS ’17, som, vi vil gøre alt for at sikre, bliver mindst ligeså god som dette års messe, fastslår han.

Engageret fremtid

Onsdag besøgte næsten 300 vvs-lærlinge messen for at deltage i studiedagen, før de gik på opdagelse hos udstillerne, og dagen efter lagde næsten ligeså mange installatør-studerende og kommende energiteknologer vejen forbi de fire messehaller. Det er første gang i VVS-messens historie, at så mange studerende er mødt op.

– At branchens fremtid viser engagement og er ivrig efter at holde sig opdateret er et sundhedstegn. Samtidig bekræfter det mig i, at vi skal fortsætte med at arbejde målrettet på at udvikle og skabe messe-tiltag, som kan fastholde gengangerne blandt de besøgende og tiltrække nye gæster, konkluderer Per Rømer Kofod.

VVS ’17 afholdes i dagene 26. – 28- april 2017.

Besøgstal:

Onsdag 2015: 2339 (2013: 2198)

Torsdag 2015: 3132 (2013: 3009)

Fredag 2015: 2851 (2013: 2802)

Comments are closed.