Hospitaler kan spare millioner på vand

0

Tre danske hospitaler kan hente millioner i vandbesparelser, konkluderer ny kortlægning.

Det er hospitalerne i Herlev og Hvidovre samt på Rigshospitalet, der, med støtte fra Miljø-og Fødevareministeriet og Region Hovedstaden, har fået skabt overblik over deres respektive vandforbrug. En bedre udnyttelse af vandet kan give de tre hospitaler en samlet gevinst på 10,8 millioner kroner og 248.000 m3 vand, svarende til 6350 danskeres årlige vandforbrug.

Hospitalernes vand er blevet opdelt i grupper: Vand, der kommer i kontakt med patienterne, og vand der ikke gør. På grund af smittefare skal hospitaler være særligt opmærksomme på det såkaldte sekundavand, som er vand, der har en ringere kvalitet end drikkevand.

Kortlægningen viser blandt andet, at 56% af det vand, der bruges på Hvidovre Hospital, kan erstattes med sekundavand, eksempelvis ved at benytte opsamlet vand fra udearealer som afkøling af kedler eller til toiletskyl.

– Sundhedsudgifterne stiger løbende, i takt med at vi forbedrer behandlinger. Derfor er det vigtigt, at vi effektiviserer, hvor vi kan, og en besparelse på 10,8 millioner kroner hvert år falder på et tørt sted, siger formand for miljø- og transportudvalget i Region Hovedstaden, Jens Mandrup.

For at opnå besparelserne skal hospitalerne foretage mindre investeringer i grøn teknologi, som danske virksomheder kan levere.

Læs mere om kortlægningen.