Sikkerhedsstyrelsen kontrollerer byggevarer i kontakt med drikkevand

0

Sikkerhedsstyrelsen vil i de kommende uger foretage markedskontrol  af byggevarer i kontakt med drikkevand.

Medlemmer af VELTEK, der leverer eller producerer byggevarer i kontakt med drikkevand, gøres opmærksom på, at Sikkerhedsstyrelsen har informeret VELTEK om, at Sikkerhedsstyrelsen i de kommende uger vil kontrollere, at produkter, der skal have kontakt med koldt drikkevand, lever op til de krav, der stilles til dem.

Kontrollen skyldes, at Sikkerhedsstyrelsen modtager anmeldelser om, at flere produkter ikke har de rigtige godkendelser.

Styrelsen vil blandt andet undersøge producenternes og leverandørernes dokumentation vedrørende deres produkter. Når Sikkerhedsstyrelsen kontakter en virksomhed, vil den blive bedt om at fremvise dokumentationen for godkendelsen af produktet og om brugsanvisningen.

Resultaterne af kontrolindsatsen vil være klar i løbet af efteråret.

Reglerne om byggevarer i kontakt med drikkevand findes hos Trafikstyrelsen og kan læses her

Læs meddelelsen, som Sikkerhedsstyrelsen sendte til VELTEK:

Sikkerhedsstyrelsen får mange anmeldelser om, at byggevarer, der kommer i kontakt med drikkevand, ikke har de rigtige godkendelser. Derfor vil styrelsen i de kommende uger kontrollere, at produkter, der skal have kontakt med koldt drikkevand, lever op til de krav, der stilles til dem. Dokumentationen for et antal armaturer og blødgøringsanlæg vil blive set nærmere efter, og fabrikanter og importører bliver kontaktet og bedt om at sende den nødvendige dokumentation for deres produkt.

De danske regler fastslår, at byggevarer, der er i kontakt med drikkevand, skal være godkendt til dette, og der skal være dokumentation for det. Når byggevarer, der kommer i kontakt med koldt drikkevand, sælges i Danmark, skal de have en af fire godkendelser: En dansk GDV-godkendelse, et tysk DVGW-certifikat, en hollandsk ATA-godkendelse/The Kiwa Water Mark eller en svensk typegodkendelse. Det er kun de fire godkendelser, der lever op til reglerne i Danmark.

– Når vi får en anmeldelse om et produkt, får vi ofte ingen eller forkerte typer dokumenter fra fabrikanten eller importøren. Men det er ikke tilstrækkeligt efter de danske regler, og derfor vil vi nu se nærmere på området, siger kontorchef Stine Pedersen, Sikkerhedsstyrelsen.

Når Sikkerhedsstyrelsen kontakter en virksomhed, vil der blive bedt om dokumentation for godkendelsen af produktet og desuden om brugsanvisningen, så dokumenterne kan gennemgås. Resultaterne af kontrolindsatsen vil være klar i løbet af efteråret.