TONI A/S ansætter Mark Christiansen som ny CEO

0

Efter at TONI A/S i september kunne melde ud, at de opkøber aktiviteter og rettigheder fra TONI Armatur ApS, er Mark Christiansen nu blevet ansat som ny direktør.

Tidligere direktør for TONI Armaturer ApS., Flemming R. Nielsen, som var anden generations ejer af virksomheden, lod i september nye kræfter bygge selskabets aktiviteter videre, og nu melder  TONI A/S’ nye ejere ud, at de sammen med den nyansatte CEO, Mark Christiansen, har lagt planer for selskabets nye rejse der både involverer en skærpet design profil, flere produkter og en øget international orientering.

Bestyrelsesformand for TONI A/S, Jacob Houlind, udtaler:

– Vi er med rekrutteringen af Mark overbevist om, at vi har fat i en kompetence, som forstår koblingen af et heritage brand, kvalitetsbevidsthed og ambitioner om national som international ekspansion. Mark har bygget VIPP op internationalt og dette er sket ved at udbygge produktporteføljen og samtidig ved at være tro mod brandets oprindelse. Mark har også en stil- og kvalitetsbevidsthed, som vi mener matcher godt op mod den kræsne kundegruppe han og selskabet fortsat skal tale til i fremtiden.

Nye CEO i TONI A/S, Mark Christiansen, udtaler:

– Vi ved, at mange design og kvalitetsbevidste mennesker stadig tænker på TONI som noget af det ypperste og mest unikke danske armatur design. Og armatur serierne er således solgt hånd i hånd med dansk designs øvrige guldalder produkter. Det er en stor og spændende arv at løfte. Og jeg glæder mig til sammen med de dygtige nuværende medarbejdere, samt dem vi netop er i færd med at ansætte, at tage selskabet ud i en spændende fremtid hvor håndværk, design og kvalitet er i højsæde.

Mark tiltræder stillingen den 1 December 2019.

Du kan læse mere om TONI A/S på www.toni.dk og på Instagram på #toni_copenhagen