VELTEK Varme opstarter branchestatistik på olie- og gaskedler, varmepumper og gulvvarmesystemer

0

To opstartsmøder i VELTEK Varme inden for kedler og varmepumper samt gulvvarmesystemer har betydet, at der fra Q1 2021 bliver ført branchestatistik i alle VELTEKs fagsektioner. Alt sammen leveret til medlemmerne i VELTEKs eget krypterede statistiksystem og i fuld overensstemmelse med konkurrenceloven. 

En markant medlemstilgang i efteråret 2020 af flere betydelige producenter og leverandører inden for bygningsopvarmning har nu ført til, at VELTEK Varme, efter et stort ønske fra medlemmerne, kan påbegynde branchestatistik inden for gaskedler, oliekedler, varmepumper og gulvvarmesystemer fra Q1 2021.

Ved første indberetning for varme-medlemmerne medsendes også historiske data tilbage fra Q1 2019 for olie-, gaskedler og varmepumper samt 2020 på gulvvarmesystemer. Således får medlemmerne i et tæt samarbejde skabt et billede af markedets faktiske størrelse. Et billede, som især leverandører inden for kedler og varmepumper har manglet de senere år.

Med VELTEK Varme ombord i VELTEK statistiksystem, vil der fra Q1 2021 således blive ført fyldestgørende leverandørstatistikker  i hele VELTEK.

VELTEK Varme kigger også ind i at indgå tætte samarbejder med en række aktører i markedet, som udarbejder lignende statistikker. Samarbejdet kan blandt andet omhandle udveksling af anonyme sum-indberetninger, således at markedets parter til sammen får udarbejdet den bedst mulige og mest værdiskabende branchestatistik for alle i varmebranchen.

Branchestatistik i VELTEK Varme giver værdi for alle VELTEK-medlemmer

VELTEK fører allerede i dag branchestatistik i foreningens tre øvrige fagsektioner (Den Eltekniske Sektion, AVA-Sektionen og VELTEK Ventilation) inden for blandt andet el-komponenter- og produkter, vandarmaturer og brusesystemer og ventilationssystemer- og komponenter. I alt indrapporterer 53 forskellige virksomheder i VELTEK statistiksystem.

Med branchestistik i VELTEK Varme er paletten således fuld, og VELTEK vil herefter kunne skabe yderligere medlemsværdi på tværs af sektionerne gennem fyldestgørende markedsanalyser -og vurderinger af bygge- og installationsbranchens udvikling. Dette arbejder kigger Sekretariatet nu ind i.

Leveret i et innovativt og brugervenligt online værktøj

VELTEK driver i dag, via sit egenudviklede statistikprogram, præcise og omfattende markedsstatistikker indenfor udvalgte produktgrupper på det danske marked.

Medlemmer af VELTEKs statistikker indberetter selv hvert kvartal deres data direkte i VELTEKs krypterede statistikprogram, hvorefter programmet efter endt kvartal leverer markedstal, som er tilpasset den enkelte bruger. Det gør, at oplysningerne fra programmet både kan anvendes direkte i praksis i den enkelte virksomhed via de mange viste grafer, kurver og grafikker, eller kan downloades og efterbehandles efter eget behov.

Alle oplysninger, grafer og grafikker kan både downloades til Excel, konverteres til billeder, gemmes som PDF og meget mere. I henhold til konkurrenceloven har det enkelte medlem kun adgang til egne og totalmarkedets data.

Statistikprogrammet i VELTEK kan justeres og tilpasses den enkelte branches behov, og derfor kan programmet udvides til at omfatte alle tænkelige tekniske og ikke-tekniske fagområder.

Læs en uddybende beskrivelse af statistiksystemet her