VVS’25 er årets store branchebegivenhed

0

Som medarrangør af VVS’25 glæder vi os i VELTEK til at byde velkommen til fagmessen, der samler hele vvs-branchen den 21.-23. maj 2025 i Odense Congress Center. Mange VELTEK-medlemmer er blandt de 180 udstillere, der vil fylde fire haller med innovative og energieffektive VVS-løsninger – og vi glæder os til at se jer alle.

Mød VELTEK-medlemmerne på VVS’25

Efter den rekordbesøgte messe i 2023 ser vi frem til tre inspirerende dage med fokus på faglighed, netværk og forretningsudvikling. For vores udstillende medlemmer er messen en unik mulighed for at præsentere både velafprøvede løsninger og fremtidens teknologier. For de besøgende VELTEK-medlemmer er det en oplagt chance for at få et komplet overblik over markedet og de nyeste tendenser, der vil forme fremtidens vvs-branche.

Vi opfordrer alle til at deltage på messen – enten som udstiller eller besøgende. Du vil ikke snyde dig selv for den velkendte messestemning, summen af netværk i hallerne og en enestående mulighed for at se, hvad fremtiden for vvs-branchen har at byde på.

Smarte og grønne løsninger i centrum

Som central del af den grønne omstilling vil smarte og energieffektive VVS-teknologier og løsninger være i fokus på årets messe. De besøgende kan se frem til at opleve:

  • Energieffektive løsninger: Intelligente systemer med sensorer og automatisering, der optimerer både drift og forbrug
  • Smart Home-teknologier: IoT-løsninger der giver forbrugerne kontrol over opvarmning, køling og ventilation
  • Vandbesparende teknologier: Nyeste generation af ressourceoptimerende produkter med balance mellem æstetik, brugerkomfort og bæredygtighed
  • Innovative regnvandshåndteringsløsninger: Systemer til opsamling, opbevaring og kontrolleret afledning af regnvand

Stærkt fagligt program

På Fagscenen præsenteres et stærkt program med branchens eksperter. Energistyrelsen, Teknologisk Institut og repræsentanter fra Miljø- og Ligestillingsministeriet vil dele vigtig viden om alt fra energikrav i bygningsreglementet til de kommende EU-krav for materialer i kontakt med drikkevand.

Særligt relevant for mange af vores medlemmer bliver indlægget om de nye EU-krav til materialer og produkter i kontakt med drikkevand, som får omfattende betydning fra 2027.

Netværk og forretningsudvikling

Er man ikke udstiller på årets vvs-messe, vil man absolut ikke gå glip af årets store branchebegivenhed. Messen afholdes kun hvert andet år, og meget vand og løbet igennem rørene siden messen i 2023 – så selvom du måske deltog på VVS’23, vil du stadig gå klogere hjem, end da du tog afsted hjemmefra.

På VVS’25 er hele branchen samlet under ét tag – det er altså en oplagt mulighed for at møde både eksisterende og potentielle kunder, samarbejdspartnere og branchekolleger. Messen er det perfekte forum til at styrke relationer og skabe nye forretningsmuligheder i en kontekst, hvor faglighed og innovation er i centrum.

Vi ser frem til at møde jer alle til tre dage dedikeret til vvs-branchen.
Fagmessen har gratis adgang for alle, så husk at forhåndsregistrere dig på messens hjemmeside.