Europa-Kommissionen har fremlagt et forslag til en ny forordning om europæisk standardisering. Forslaget kan få betydning for en lang række af VELTEKs medlemsvirksomheder.
Den 6. oktober 2026 fremlagde Europa-Kommissionen et forslag til en ny forordning om europæisk standardisering. Den skal erstatte den nuværende standardiseringsforordning fra 2012.
Målet er at gøre udviklingen af europæiske standarder hurtigere, styrke erhvervslivets deltagelse og sikre, at standardisering i højere grad understøtter EU’s konkurrenceevne, grønne omstilling og digitale udvikling.
Hvorfor er det vigtigt for branchen?
Harmoniserede standarder er en central del af dokumentationen bag bl.a. CE-mærkning og adgangen til det europæiske marked. Kommissionen peger selv på, at forsinkelser i udviklingen af standarder i dag er en væsentlig udfordring for både virksomheder og myndigheder.
Flere får en stemme
Forslaget lægger op til større inddragelse af bl.a. SMV’er, forskningsmiljøer og andre interessenter i standardiseringsarbejdet. Det kan give virksomheder og brancheorganisationer bedre muligheder for at påvirke de tekniske krav, der fremover danner grundlag for produktdokumentation og markedsovervågning.
Frit tilgængelige standarder
Kommissionen følger desuden op på EU-Domstolens afgørelser om, at harmoniserede standarder skal være frit tilgængelige, fordi de er en del af EU-retten. Det kan på sigt gøre det lettere for virksomhederne at få adgang til de standarder, der bruges til at dokumentere, at produkter overholder EU-lovgivningen.
VELTEK følger sagen
VELTEK vurderer, at forslaget kan få betydning for mange medlemsvirksomheder – især fordi harmoniserede standarder inden for energieffektivitet, produktdata, digitalisering og bæredygtighed forventes at få større betydning i de kommende år.
Vi følger forhandlingerne tæt og holder medlemmerne orienteret om de konkrete konsekvenser for standardisering, CE-mærkning og produktdokumentation.
Læs hele forslaget på Europa-Kommissionens hjemmeside.