Drikkevandsdirektivet: Branchen presser på for klarhed om overgangsordning

0

Der er desværre fortsat ingen udmelding fra myndighederne vedr. en kommende dansk overgangsordning på implementering af Drikkevandsdirektivet.

VELTEK har derfor taget initiativ til at samle branchens aktører. I denne uge har vi på vegne af Branchehuset, DI, DI Byggeri, TEKNIQ og VELTEK fremsendt en bekymringsskrivelse til Miljø- og Ligestillingsministeriet.

Branchen har brug for handling nu

I skrivelsen understreger vi behovet for hurtig afklaring, så branchen kan forberede sig til årsskiftet 2026/2027 og den fulde implementering i 2032. Vi opfordrer til en overgangsordning, der:

  • Bygger videre på det eksisterende danske godkendelsessystem for at undgå forvirring
  • Anerkender EU/EØS nationale akkrediteringer og godkendelsesordninger
  • Undgår unødige særordninger, der skaber usikkerhed og ekstraomkostninger
  • Koordineres tæt med Social- og Boligministeriet

Særlig udfordring: Materialer i kontakt med varmt brugsvand

Dette område er særligt udfordret, da der ikke tidligere har været danske drikkevandskrav til disse produkter. Branchen efterlyser en pragmatisk løsning, der sikrer, at produkter fortsat kan sælges, installeres og indgå i udbud.

Med denne fælles henvendelse håber vi at kunne medvirke til en enkel og hurtig implementering af overgangsordningen i Danmark – og ikke mindst undgå en gentagelse af GDV-kaoset fra 2016.

Læs mere:

Vi opdaterer selvfølgelig, når der er nyt i sagen.