Energibesparelser er en vindersag for alle

0

Årets tema til VVS’15, energioptimering, er et område som også Energisparerådet har fokus på. De mener, at udviklingen går den rigtige vej, selv om der forestår en stor informationsopgave om optimering og besparelser.

-Energioptimering og energibesparelse er en vindersag for alle parter; kunden, installatøren, leverandøren, forbrugeren og klimaet. Vi kan ikke komme uden om, at det er energioptimering af bygningsmassen, der skal bringe os på vinderkurs i forhold til at nå klimamålene, siger adm. direktør Per Rømer Kofod fra VELTEK, som er medarrangør af VVS ’15.

Også hos det uafhængige Energisparerådet, der rådgiver klima-, energi- og bygningsministeren og Energistyrelsen i forbindelse med den samlede besparelses- og energisparerindsats, anerkender man, at energibesparelser er et fokus område, som fylder meget hos både producenterne og hos forbrugerne.

– Vores generelle opfattelse er, at udviklingen af produkter og løsninger fra producenterne går i den rigtige retning. Producenterne tænker meget på, hvordan vi kan nedsætte forbruget og skabe bæredygtige løsninger, siger formand for Energisparerådet, Lone Møller Sørensen.

Lone Møller Sørensen ser dog stadig en stor udfordring i at få virksomheder og forbrugere til blandt andet at udskifte gamle vandhaner, toiletter og radiatorer med nye energioptimerede løsninger, som kan spare energi og penge.

– Ofte sker udskiftningen kun, når der i forvejen skal laves store ombygninger eller renovering. Her ville det være en god ide, hvis det offentlige sørgede for mere oplysning, f.eks. i form af kampagner, frem for at det kun er producenternes markedsføring af produkterne, som skal bære det frem, forklarer formanden.

VVS ’15, Danmarks største elfagmesse, bliver afholdt i Odense Congress Center d. 22.-24. april.

Fagfolk, der ønsker at besøge messen, kan registrere sig via www.vvs15.dk