Sikker og tryg messe gav tid til det personlige møde

0

 Tre dage med innovative produktlanceringer, konferencer og fysiske møder i faglige og trygge rammer blev afsluttet torsdag den 10. september, hvor Automatik-messen og VELTEK kunne gøre status og glæde sig over en succesfuld messe, der på trods af en svær tid har givet glade udstillere og inspirerede besøgende.

1.256 besøgende slog vejen forbi Brøndby-hallen og besøgte årets Automatik-messe, der på mange måder må siges at have kickstartet messeaktiviterne i Danmark. For selvom COVID-19-epidemien ikke har sluppet sit greb endnu, beviser afholdelsen af Automatik-messen, at messeaktiviteter forsat har sin faglige berettigelse og kan afholdes ansvarligt, når blot rammerne nytænkes og tilpasses de gældende omstændigheder.

Blandt årets næsten 100 udstillere var der derfor stor tilfredshed at spore. Ikke mindst fordi, at selvom besøgsantallet var væsentligt mindre end forrige års rekordmesse, var det de helt rigtige besøgende, som kom forbi. Netværket og det personlige møde skaber glæde ved sammen at blive klogere på hinanden, skabe gode løsninger og hente inspiration.

Således har flere af VELTEKs udstillende medlemmer på Automatik udtalt, at selvom messen i år har haft under halvdelen af de besøgende, den plejer, er antallet af leads og antal bookede møder på niveau med Automatik 2018.

– Hvis man skal bruge ét ord om Automatik 2020, så er det “kvalitetsmesse”. Der var færre besøgende, ja, men vores antal af rigtig gode leads tangerer rekordmessen i 2018. Det viser bare, at de besøgende, som kommer, de kommer med et klart forretningsmæssigt formål. Vi er glade for, at vi deltog, siger Torben Friløw, Channel Sales Manager hos Omron A/S.

Om messens afholdelse udtaler Jørgen Stenberg, Senior Advisor og bestyrelsesmedlem hos Følsgaard A/S:

– Selvom antallet af besøgende måske ikke har været så højt, så har vi fået indfriet vores forventninger og messen har blandt andet haft besøg fra over 500 virksomheder ud af de godt 1200 besøgende. Jeg føler godt, at vi kan trække os tilbage og sige, at det er gået godt.

Samme melding lyder fra Carsten Sandby-Knudsen, Country Sales Manager hos Rittal Danmark A/S:

– Omstændighederne taget i betragtning forløb messen rigtigt positivt. Brøndby og en række Københavnske kommuner blev kort inden messens startskud ramt af særlige Coronarestriktioner, men det afholdt fx ikke flere jyder og fynboer at besøge vores stand. Der var altså ikke kun sjællændere tilstede. Og selvom besøgstallet ikke var, hvad det plejer at være, så var der netop på grund af det utrolig god tid til at snakke og netværke med de besøgende, der var.

Trygtmøde-koncept fra Automatik vil afspejle sig i afholdelsen af EL & TEKNIK

Med en veloverstået Automatik og en masse erfaringer at trække på, ser VELTEK nu frem imod EL & TEKNIK, der løber af stablen den 26.- 28. januar. Her vil de gode erfaringer med blandt andet ekstra meget fokus på hygiejne og god afstand gå igen på EL & TEKNIK, der vil forløbe under konceptet Clean & Safe.

Konceptet og retningslinjerne for Clean & Safe-konceptet er udviklet af Odense Congress Center og sørger for, at besøgende, udstillere og messepersonale atter kan mødes, inspirere og netværke med hinanden på Danmarks største elfagmesse i januar 2021.

Læs mere om Clean & Safe og EL & TEKNIK her

Om den sikre og trygge afholdelse af Automatik siger Jørgen Stenberg blandt andet:

– På denne messe har MCH bevist og ikke mindst sikret sig, at vi har følt os trygge på messen. De folk, jeg har talt med, fortæller ligeledes, at de har følt sig yderst trygge, og at de vil gå hjem og sige til kollegerne, at de også sagtens kunne have deltaget på en messe.

Torben Friløw og Carsten Sandby-Knudsen er enig:

– Mange udstillere foretrækker nok mange mennesker tilstede på én gang, da det giver messestemning. Men færre besøgende kombineret med bredere gange og mange spritdispensere gjorde det først og fremmest til en tryg oplevelse at udstille, udtaler Torben Friløw.

– Messen forløb sikkert, trygt og med ekstra god plads. De besøgende sprittede af, tjekkende ind, tjekkede ud og sprittede af. Der er helt sikkert en masse gode erfaringer, som man kan tage med sig videre til andre messer. Vi har også set, at flere virksomheder har klare restriktioner omkring det at deltage på messer i disse tider. Her har Automatik vist, at man godt kan afholde messer i en Corona-tid, slutter Carsten Sandby-Knudsen.

Og med det afsluttende budskab siger vi på gensyn til EL & TEKNIK!