Kære medlemmer af VELTEK Vand,
VELTEK har modtaget en orientering fra Miljøministeriet med status på nye drikkevandsdirektiv.
Du kan læse den fulde status fra ministeriet herunder:
Kære interessent på drikkevandsområdet
Til din/jeres orientering kan jeg oplyse, at Miljøministeriet ikke nåede implementeringsfristen for drikkevandsdirektivet, som var den 12. januar 2023, samt at der vil komme en delvist implementering i drikkevandsbekendtgørelsen til foråret inden den fulde implementering, som vil ske med ændringen af vandforsyningsloven.
Direktivet er meget omfattende og komplekst, derfor kræver det en større ændring af vandforsyningsloven. Derudover har implementeringen af det gamle drikkevandsdirektiv ikke været helt fyldestgørende, hvilket der også tages hånd om ved implementeringen af det nye direktiv. Ændringen af vandforsyningsloven tager længere tid end forventet grundet kompleksiteten. Det forventes, at lovforslaget kan fremsættes til oktober. Lovforslaget forventes dermed at komme i høring i maj-måned. I vil blive indkaldt til interessentmøde i forbindelse med høringen, som vi også adviserede om på vores sidste møde.
Miljøministeriet har vurderet, at de nye parametre (Bisphenol A, Microcystin-LR, Halogerenede edikkesyrer og 10 yderligere PFAS’er) og dispensationsbestemmelsen i drikkevandsdirektivet kan implementeres medio 2023 ved en ændring i drikkevandsbekendtgørelsen. Derudover vurderer Miljøministeriet at drikkevandsdirektivets undtagelsesbestemmelse (artikel 3 stk. 3 litra b) medfører, at reglerne om forenklet kontrol i drikkevandsbekendtgørelsen skal ændres, således at vandforsyninger, der leverer mindre end 10 m3 vand om dagen til mere end 50 personer skal omfattes det fulde kontrolprogram. Miljøministeriet forventer at drikkevandsbekendtgørelsen kommer i høring i ultimo februar måned til medio marts.
Miljøministeriet vurderer ikke, at den forsinkelse implementering vil have væsentlige konsekvenser for drikkevandets kvalitet, da der enten er tale om nye bestemmelser, hvor der er nationale regler eller praksis, der sikrer samme formål, nye bestemmelser, hvor frist for opfyldelse er senere end 2023 eller bestemmelser, som indføres snarest ved ændringen af drikkevandsbekendtgørelsen.
Venlig hilsen
Mathilde Halberg Engell
Rent drikkevand og sikker kemi – Miljøministeriet