Vær med til at sætte fokus på varmepumper den 21. oktober

0

Den 21. oktober 2026 markeres European Heat Pump Day, hvor virksomheder, organisationer og beslutningstagere over hele Europa sætter fokus på varmepumpers betydning for den grønne omstilling, europæisk konkurrenceevne og fremtidens arbejdspladser.

Som medlem af European Heat Pump Association (EHPA) bakker VELTEK op om initiativet og opfordrer medlemmerne af VELTEK Varme til at deltage i markeringen.

Vis branchens løsninger frem

Årets tema er “EU Competitiveness and Jobs” og sætter fokus på, hvordan varmepumpeteknologien bidrager til innovation, industriel udvikling og nye arbejdspladser i Europa.

European Heat Pump Day er en oplagt anledning til at synliggøre de mange danske virksomheder, der hver dag udvikler, producerer og leverer varmepumpeløsninger, som bidrager til både energieffektivisering og den grønne omstilling.

Der er mange måder at deltage på – f.eks.:

  • Afholde åbent hus eller fabriksbesøg
  • Invitere kunder, samarbejdspartnere eller studerende til informationsmøder
  • Fremvise konkrete varmepumpeprojekter
  • Dele billeder, videoer eller historier på sociale medier
  • Formidle cases, der viser teknologiens værdi for virksomheder, bygninger og samfund

EHPA opfordrer særligt virksomheder til at fremhæve vellykkede installationer, innovative løsninger og de medarbejdere, som hver dag er med til at udvikle og udbrede teknologien i Europa.

En fælles europæisk indsats

European Heat Pump Day er en del af en fælles europæisk kampagne, der skal skabe større opmærksomhed om varmepumpers rolle i fremtidens energisystem og skabe opmærksomhed blandt beslutningstagere, virksomheder og borgere.

For VELTEKs medlemmer er dagen samtidig en mulighed for at synliggøre de stærke danske kompetencer inden for varmepumpeteknologi og vise, hvordan branchen bidrager til innovation, beskæftigelse og den grønne omstilling.

Læs mere om initiativet, find inspirationsmateriale og få adgang til kampagnens værktøjer her: Heat Pump Day 2026 (EHPA)