VELTEK deltog i Energistyrelsens workshop om anvendelse af vanddata. Workshoppen var en opfølgning på den undersøgelse, som blev gennemført af Energistyrelsen i efteråret 2024. Her bidrog VELTEKs medlemskreds med input til, hvordan forbedring af data og adgang til data af høj og ensartet kvalitet kan medvirke til udvikling af bedre grønne løsninger og produkter. Det blev ofte nævnt, at den nuværende adgang til data, eller mangel på samme, ofte sætter en stopper for udvikling af nye løsninger og produkter.
VELTEK håber, at deltagelsen i arbejdsgruppen kan medvirke til at påvirke udviklingen i retning af et mere standardiseret og åbent datalandskab. Workshoppens bidrag vil indgå i de kommende drøftelser i “Forsyningsdigitaliseringsprogrammet”.
Som en del af regeringens “Aftale om en ambitiøs og ansvarlig strategi for Danmarks digitale udvikling”, også kaldet Digitaliseringsstrategien, af 8. februar 2024, etableres et Forsyningsdigitaliseringsprogram for perioden 2024-2027. Programmet skal sikre en grøn, sammenhængende og effektiv forsyningssektor ved at skabe rammer og regulering for, hvordan data i forsyningssektoren indsamles, struktureres og gøres tilgængelige.
Målet med Forsyningsdigitaliseringsprogrammet er at fremme et sammenhængende økosystem for forsyningsdata, så man kan udnytte det fulde potentiale ved digitalisering. Dette inkluderer bedre udnyttelse af ressourcer og infrastruktur på tværs af værdikæder og forsyningsarter. Programmet skal ske i tæt samarbejde mellem dataforvaltere, dataanvendere og forbrugere i og omkring forsyningssektoren.
Derfor etableres et offentligt-privat partnerskab med forsyningssektoren og anvendere af forsyningsdata. Partnerskabet skal skabe rammer for bedre data og bedre adgang til flere data fra forsyningssektoren, af højere kvalitet og med en højere grad af ensartethed. Det skal naturligvis foregå på en dataetisk og sikker måde og i respekt for bl.a. GDPR-regler. Partnerskabet skal derfor bidrage til udviklingen af fælles standarder og regler for forsyningsdata, understøtte tilgængeliggørelse og identificere nye datamuligheder ved løbende at:
- Udarbejde anbefalinger til regeringen omkring konkrete digitaliseringsinitiativer, i det omfang at disse kræver ændringer af den relevante sektorregulering eller på anden vis forudsætter politisk stillingtagen.
- Udarbejde frivillige branchestandarder, hvor eksisterende regulering ikke er til hinder herfor, fx datamodeller.
- Gennemføre pilot- og testprojekter, der bidrager til yderligere indsigt på området, hvor eksisterende regulering på området ikke er til hinder herfor, og hvor finansiering kan tilvejebringes uden politisk stillingtagen.
Indledningsvis vil programmet fokusere på data i el-, vand- og fjernvarmesektoren. Partnerskabet nedsættes initialt for perioden 2024-2027, svarende til finansieringen allokeret til Forsyningsdigitaliseringsprogrammet i den politiske aftale af 8. februar 2024 om finansiering af regeringens digitaliseringsstrategi. Partnerskabet offentliggør løbende de anbefalinger og øvrige leverancer, der udarbejdes i partnerskabet, så regeringen løbende kan forholde sig til disse.
Læs mere om Forsyningsdigitaliseringsprogrammet (FDP), som udover vand også sætter fokus på områderne omkring el- og varmedata. Her er det også muligt at komme med yderligere input og ønsker til data fra forsyningssektoren.