I Danmark står vi overfor en stor udfordring: Vores brugsvandsinstallationer er i mange tilfælde ikke tilstrækkeligt sikret mod Legionella – en bakterie, der kan forårsage alvorlig sygdom som legionærsyge. Dette sker samtidig med, at nye EU-direktiver skærper kravene til både vandkvalitet og energieffektivitet. Så hvordan balancerer vi hensynet til sundhed og sikkerhed med ønsket om at minimere energiforbrug og miljøpåvirkning?
Projektet Legionella-SIKRING, ledet af Teknologisk Institut, adresserer dette komplekse dilemma. Målet er at udvikle og dokumentere løsninger, der både sikrer mod Legionella og samtidig tager højde for energi- og klimahensyn.
Legionella-problematikken er et af de centrale fokusområder for VELTEK, da det berører en væsentlig del af medlemmernes forretningsområde inden for brugsvandsinstallationer. Derfor deltager VELTEK naturligvis projektet, så vi kan styrke samarbejdet mellem branchens aktører og bidrage aktivt til udviklingen af fremtidens løsninger.
“Som brancheorganisation ser vi det som vores ansvar at fremme innovation, bæredygtighed og vidensdeling på tværs af sektorer,” udtaler Kai Borggreen, sektionschef hos VELTEK.
“Projektet giver en unik mulighed for at bringe vores medlemmers erfaringer og kompetencer i spil, samtidig med at vi sikrer, at branchens stemme bliver hørt i udviklingen af nye standarder og praksisser. Deltagelsen er derfor både en investering i fremtiden og et konkret bidrag til at skabe værdi for samfundet og vores medlemmer.”
Hvorfor er det vigtigt?
Danmark har en europæisk set høj forekomst af legionærsygdom, og undersøgelser viser, at Legionella findes i mange danske brugsvandsinstallationer. Desuden skaber EU’s krav til energieffektivisering et dilemma: For at sikre mod Legionella kræves højere vandtemperaturer, men det står i modsætning til ønsket om lavere energiforbrug og mere bæredygtige løsninger.
Projektet tager hånd om netop denne udfordring ved at:
- Dokumentere løsninger, der kan sikre både sundhed og energieffektivitet.
- Styrke viden og samarbejde mellem relevante aktører.
- Understøtte udviklingen af nye teknologier og metoder til sikring af brugsvandsinstallationer.
Projekt Legionella-SIKRING undersøger, hvordan danske brugsvandsinstallationer kan optimeres, så de reducerer risikoen for Legionella, holder energiforbruget nede og minimerer miljøpåvirkningen.
Forventede resultater
Projektet løber fra 2025 til 2027, og forventes at levere konkrete redskaber og viden, der kan reducere forekomsten af Legionella, muliggøre lavere energiforbrug og styrke danske teknologiløsninger inden for bæredygtig vand- og energiteknologi.
På længere sigt er målet at reducere antallet af sygdomstilfælde og dødsfald som følge af legionærsygdom, samtidig med at Danmark forbliver førende inden for bæredygtige energiløsninger.
Projektet er støttet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond og gennemføres i tæt dialog med interessenter fra hele værdikæden.
Læs mere om projektet på Teknologisk Instituts hjemmeside