Messeaktiviteter var ét af de områder, som fra første dag blev hårdt ramt af konsekvenserne fra COVID19. Se bare på EL & TEKNIK messen, som efter planen skulle have være afholdt i april 2020, men som blev flyttet til januar 2021 – for så helt at blive aflyst, da anden bølge ramte Danmark. Samme hårde skæbne ramte ikke VVS’21, der netop er blevet afholdt efter flytningen fra foråret.
8.463 gæster tog sig tid til at besøge VVS’21, og de 160 udstillere – med ½ års forsinkelse – stod klar til at tage imod dem på standene i Odense Congres Center. Nu er besøgstal alene ingen indikator for, om en messe har været en succes, men med tanke på det meget høje aktivitetsniveau, som vvs-branchen oplever for tiden, så er det i hvert fald et udtryk for, at gæsterne har prioriteret vvs-messen i en travl tid. Med til historien hører også, at det i år ikke var nemt for alle gæster at komme frem til VSS’21, da Vejlefjordbroen var ramt af betydelige trafikale udfordringer om tirsdagen, og Storebæltsbroen blev lukket onsdag morgen grundet trafikuheld.
Med udgangspunkt i erfaringerne fra EL & TEKNIK messen har både udstillere og messearrangører i månederne op til messen stillet sig selv spørgsmålet, om det ville blive muligt at afholde Danmarks største fagmesse med så mange mennesker samlet indendørs på samme adresse, efter at Danmark har været lukket ned. Flere udstillere var enten nødsaget til, eller valgte at springe VVS’21 over. Nogle, fordi de vurderede at risikoen for at VVS’21 ville lide samme skæbne som EL & TEKNIK messen var for stor, og andre fordi de frygtede, at gæsterne ville blive væk af frygt for COVID19, eller fordi afholdelsen ekstraordinært var flyttet til oktober, og så den sidste gruppe udstillere, der gerne ville udstille, men som var omfattet af koncernbeslutninger, der gjorde, at de ikke måtte deltage i messer i hele 2021 som følge af COVID19.
Tydelige tendenser
Intet sted er bedre end en fagmesse, hvis man hurtigt skal have et billede af, hvor en branche bevæger sig hen og VVS’21 var ingen undtagelse. Aldrig før har vi set så mange varmepumper af forskellige fabrikater og størrelser. Varmepumper har længe været repræsenteret på vvs-messen, men udover langt flere varmepumpeleverandører, så var det nu varmepumper, der stod forrest, og gaskedlerne som var henvist til bagsiden af standene, hvis udstillerne overhovedet havde valgt at udstille gaskedler.
På VVS’21 kunne man også møde helt nye udstillere, nogle af dem var sikkert ikke kommet længere end til ventelisten, fordi der ikke var plads i messehallerne, men nu var de der.
Gæsterne kunne i år ikke undgå at bemærke, at vandbehandlingsanlæg er på fremmarch i vvs-branchen og det samme gælder drikkevandsystemer (vandhaner med indbyggede funktioner til afkølet vand med brus og/eller kogende vand), som i år kunne ses hos en række udstillere.
Generelt for messen var, at udviklingen langt fra har stået stille de seneste 2½ år siden sidste messe. Hos flere udstillere udgjorde nyhederne majoriteten af produkterne på standene, og i år kunne de besøgende også se de første varmepumper, hvor kølemidlet var propan.
Øget fokus på faglighed
Som en nyhed på VVS’21 lancerede messearrangørerne Fagligt Forum, der er en scene, hvor særligt inviterede indlægsholdere præsenterede korte men fagligt relevante indlæg, der er oppe i tiden, f.eks. håndtering af støjgener fra varmepumper og håndtering af Legionella i installationerne for det varme brugsvand. Den umiddelbare feedback fra udstillerne omkring Fagligt Forum var særdeles positiv, da branchen gerne ser, at messen bidrager til at højne branchens faglige niveau til gavn for både leverandører og de udførende. Indlæggene fra Fagligt Forum kan findes her.
Alt i alt 3 hektiske messedage, som nu gør at, vi nu ser frem til VVS’23, der løber af stablen i dagene 24. – 26. maj 2023.