Skolernes indeklima

VELTEK har i en lang årrække arbejdet for, at indeklimaniveauet i de danske folkeskoler og institutioner skal højnes markant. På trods af et signifikant vidensgrundlag om konsekvenserne for børnenes helbred og indlæringsevne, har ingen undersøgelse i 30 år vist, at det går bedre med skolernes indeklima. Vi finder det beskæmmende, og derfor har vi længe haft indeklima som ét af vores indsatsområder.

VELTEK og vores medlemmer arbejder for, at man fra politisk side får stillet krav om etablering af et godt indeklima på alle folkeskoler – og at der følges op regelmæssigt. Som brancheforening er vi overbeviste om, at der findes et udbredt ønske om at forbedre skoleelevers indeklima, men ser også, at ønsket mange steder glemmes, når pengene skal fordeles.

Læs mere om vores holdning på området her

Forbedring af skolernes indeklima er derfor ét af vores indsatsområder, og VELTEK og medlemmerne har i mange sammenhæng vist vores engagement i denne sag på blandt andet medlemsmøder og ved offentlige arrangementer.

Indeklimahøring på Christiansborg satte præg på debatten i 2019

Den 9. februar 2019 afholdt VELTEK en indeklimahøring på Christiansborg. På dagen samlede vi førende aktører inden for området (herunder forskere, politikere, kommuner, foreninger og branchen) til dialog om de udfordringer og mulige løsninger vedrørende indeklimaet i de danske skoleklasser. Blandt andet Magnus Heunicke (S) markerede sig i paneldebatten.

– Tallene er skræmmende høje, som vi kan se her. Der er ingen andre eksempler, hvor vi som samfund ville acceptere en så stor negativ effekt, udtalte han med henvisning til den negative effekt på indlæringen for eleverne og den negative effekt på resultaterne i de nationale tests.

VELTEK havde på dagen fremlagt seks anbefalinger, der kan sikre skolernes sunde indeklima: Disse kan læses her

Folkemøde i indeklimaets tegn

I 2019 var VELTEK atter på Folkemødet og deltog i en række arrangementer, hvor indeklima var på dagsordenen. VELTEK deltog blandt andet i et dialogmøde med deltagelse af både politikere og vigtige aktører i branchen, hvor Flemming Johansen fra Bornholms Regionskommune gav et spændende indlæg om indeklima-indsatsen på Bornholm.

Tankevækkende var det, at Flemming fortalte, at halvdelen af de skoler, der havde et dårligt indeklima, faktisk havde installeret et ventilationssystem, hvilket fortæller, hvor vigtigt det er med løbende kontrol, service og overvågning af ventilationen i hverdagen.

VELTEK tog senere en snak med Flemming Johansen om sagen, og denne kan ses i filmen nedenfor:

VELTEK arbejder videre med indsatsen for at forbedre skolernes indeklima og planlægger løbende nye arrangementer.