Inden champagnepropperne springer, og vi tager hul på 2025, ser vi tilbage på et år præget af både udfordringer og fremskridt for VELTEK og vores medlemmer. 2024 har været et år, hvor vi har måttet tilpasse os nye realiteter, men også haft lejlighed til at markere milepæle, og ikke mindst sætte retningen for VELTEKs fremtid.
2024 begyndte i samme spor, som 2023 sluttede: Sekretariatet arbejdede fortsat med færre hænder, efter det blev besluttet at outsource bogholderiet til fordel for at styrke VELTEKs tekniske kompetencer med endnu en sektionschef. Med denne ændring overgik bogholderi-opgaven til Redmark, som nu også håndterer fakturering af medlemskontingenter.
Samtidig betød Nicolais fratrædelse, at vi stod over for udfordringen med at finde ikke kun én, men to kompetente sektionschefer med både faglig indsigt og en passion for interessevaretagelse og lobbyarbejde. Indtil vi fandt de rette kandidater, trådte Per Rømer Kofod til som midlertidig sektionschef for VELTEK Vand. Dette betød også, at ressourcerne til VELTEK Varme, VELTEK El og VELTEK Vand var begrænsede i denne periode.
Sammen med forsommeren 2024 dukkede Kai Borggreen op på vores radar. Kai kommer fra Teknologisk Institut, og har stor teknisk erfaring og indsigt i varme – og som bonus også indsigt i vandområdet. Kai havde derfor kompetencerne til at kunne varetage begge sektioner, og den 1. juni 2024 tiltrådte han stillingen som sektionschef for både VELTEK Vand og VELTEK Varme. Med sin sekretariatserfaring fra tekniske brancheforeninger har Kai hurtigt fundet sin plads i VELTEK og været med til at styrke VELTEK og de to sektioner.
Én af årets store begivenheder var El & Teknikmessen i maj 2024, der slog alle tidligere rekorder med knap 9.500 besøgende. De tre messehaller summede af liv, hvor 167 udstillere præsenterede flotte stande og innovative løsninger. Temaet for messen, Elektrificeringen af Danmark, ramte plet og satte fokus på eltekniske løsninger, der kan være afgørende for at komme i mål med den grønne omstilling. Som en nyhed i år præsenterede arrangørerne af messen hele 2 fagscener:
Fagligt Forum var igen i år et stærkt trækplaster, hvor Sikkerhedsstyrelsen i øjenhøjde med elektrikere og installatører præsenterede aktuelle lovmæssige udfordringer i branchen. Den nye Elektrificeringsscene blev et populært samlingspunkt, hvor oplægsholdere delte viden om elektrificeringens rolle i fremtidens Danmark.
På messens studiedag og foran 800 studerende blev VELTEK Els årlige legat for unge eltekniske talenter tildelt Arsene Ibinsan Mambu, der læser Elektroteknologi på DTU. Arsene blev valgt for sit imponerende engagement, høje karaktergennemsnit og udpræget passion for effektelektronik, hvor han blandt andet eksperimenterer med innovative løsninger i sit eget hjemmelaboratorium.
Den 26. juni afholdt VELTEK, VELTEK Varme, VELTEK Vand og VELTEK El ordinære generalforsamlinger digitalt, hvilket endnu engang viste sig at være et effektivt format. VELTEK Ventilation afholdt generalforsamling fysisk i marts 2024. Generalforsamlingerne bød på nye ansigter i flere af bestyrelserne:
Efter en større rokade og udvidelse kunne bestyrelsen i VELTEK El byde velkommen til Anca Galinescu-Almiray (Schneider Electric) og Thomas Phillipsen (Wygwam Danmark). Et velkendt ansigt, Mogens Brusgaard (Wexøe) blev valgt som formand for VELTEK El, og Allan Andreasen (ABB) blev valgt som næstformand.
Bestyrelsen i VELTEK Varme kunne i år byde velkommen til Martin Parker (IMI Hydronic Engineering) sammen med Christian Brydensholt (MetroTherm), der blev valgt som sektionens nye formand.
Med to nye ansigter på formandsposterne i Varme og El betød det også, at hovedbestyrelsen kunne supplere sig med Mogens Brusgaard, og Christian Brydensholt. De to nye formænd har allerede taget godt fat på bestyrelsesarbejdet i henholdsvis El og Varme. Som tidligere år endte formandsposten i VELTEKs hovedbestyrelse hos Allan Andreasen (ABB), og som næstformand blev Per Kronil (Roth Danmark) valgt.
For VELTEK Vand og VELTEK Ventilation var der ingen ændringer i bestyrelsessammensætningen, og bestyrelserne fortsætter derfor uændret.
Den 28. august 2024 dannede Hindsgavl Slot i Middelfart rammen om VELTEK Årsdag. Under strålende solskin mødtes medlemmer og gæster til en dag, der kombinerede faglig fordybelse, netværk og et indblik i højaktuelle emner for branchen.
Formiddagen var afsat til sektionsmøder med inviterede indlægsholdere og højaktuelle emner for de respektive fagområder. Den efterfølgende positive feedback fra medlemmerne glæder os, og det bekræfter at den fysiske mødeform med netværk og vidensdeling absolut har sin berettigelse i VELTEK.
Til eftermiddagens Årsdag samledes 125 deltagere til et stærkt program, der igen i år blev styret med sikker hånd af Clement Kjersgaard. Dagens oplæg kredsede om højaktuelle temaer:
- Økonomiske udsigter for Danmark, ved Las Olsen, Cheføkonom i Danske Bank.
- Reduktion af CO2-aftryk i bygninger, ved Peter Noyé, Ekspertisedirektør i Niras.
- Data og dokumentation i den grønne omstilling, ved Peter Kaas Hammer, Adm. Direktør i Kemp & Lauritzen.
- Brugen af kunstig intelligens i rådgiverbranchen, ved Michael Simmelsgaard, Group Chief Operation Officer, Markets, Executive Board COO, Rambøll
Stor tak til alle deltagere og indlægsholdere for aktivt at bidrage til at gøre Årsdagen 2024 til endnu en succes.
Som et nyt tiltag har VELTEKs bestyrelse besluttet, at alle fremtidige Årsdage afholdes på Fyn for at sikre en central placering. I 2025 vil Årsdagen finde sted på Hotel Storebælt Sinatur i Nyborg den 27. august. Sæt allerede nu kryds i kalenderen!
Efteråret 2024 markerede begyndelsen på en vigtig proces for VELTEK og fagsektionerne. Strategierne for både VELTEK og de fire fagsektioner står til udløb ultimo 2025, men arbejdet med nye strategier er allerede i gang.
Når strategiprocesserne kickstartes allerede nu, er det ud fra en erkendelse af, at vores verden i dag forandrer sig hurtigere og i større spring, end vi tidligere har set. Derfor har hovedbestyrelsen valgt en tilgang, der sikrer, at de kommende strategier både kan reagere på kortsigtede udfordringer og samtidig fastholde et langsigtet perspektiv.
De nye strategier får kortere løbetid, og vil blive tilpasset løbende, så de afspejler de udfordringer, som medlemmerne kigger ind i på kortere sigt. Strategierne vil blive præsenteret for alle VELTEK-medlemmer på et kick-off webinar den 12. marts 2025. Læs mere her.
Det er også med stor fornøjelse for VELTEK at kunne meddele, at den nye internationale ETIM-udgivelse, ETIM 10.0, nu er offentliggjort og tilgængelig. Den nye version indeholder både små og større ændringer, herunder omstrukturering af klasser og en ny gruppering af features.
Hos VELTEK er vi glade for at have bidraget til udviklingen af modellen på baggrund af de input vi løbende får fra medlemsvirksomhederne. Den danske oversættelse er også ganske langt, og forventes færdiggjort inden for 6-12 måneder.
Det kommende år fortsætter på flere områder hvor det gamle slap. Rækken af dialogmøder med Social- og Boligstyrelsen samt Energistyrelsen fortsætter i det kommende år. På møderne indhenter myndighederne branchens input til kommende krav og tiltag til bygninger og branchens aktører – herunder VELTEKs medlemmer.
Den 11. oktober 2025 er Danmarks implementeringsfrist for EU´s Energieffektiviseringsdirektiv (EED) og tilsvarende frist for EU´s Energy Performance of Buildings Directive (EPBD) er den 26. maj 2026. Arbejdet er allerede i gang, men 2025 bliver året hvor branchen og myndighederne bl.a. skal opnå en fælles forståelsen af direktivteksterne fra EU, hvilket langt fra er så let som det umiddelbart lyder. Det positive er, at de involverede myndigheder har lagt op til, at der skal etableres en fællesforståelse i samarbejde med branchen, hvilket VELTEK finder meget positivt. Måske fordi vi har mindre gode erfaringer fra tidligere tider, hvor der netop ikke var dialog med myndigheden og branchen.
Usikkerhed og uro i verden har kendetegnet 2024, og der er ikke rigtig udsigt til, at det skulle blive bedre i 2025. Hvem er vores internationale venner? Og hvem er fjender? Det kan efterhånden være svært at gennemskue. I VELTEK har vi gennem de seneste år konstateret en væsentlig øget interesse for vores branchestatitsikker i fagsektionerne. Det hænger sammen med, at markederne på flere områder er blevet mere dynamiske end tidligere, og at ét år gamle markedsobservationer i dag kan være direkte misvisende. Med kvartalsvise branchestatitsikker kan udsving konstateres tidligt, og gøre det muligt for producenter og leverandører at iværksætte korrigerende handlinger.
I VELTEK Ventilation har medlemmerne i 2024 kunne supplere deres markedsviden fra branchestatistikkerne med byggeprognosen fra ByggeFakta og endda i en version med særligt fokus på ventilationsbranchen i tillæg. Gældende fra kalenderåret 2025 har VELTEKs bestyrelse, som noget nyt, indgået aftale med ByggeFakta om at supplere alle VELTEKs branchestatistikker med ByggeFaktas byggeprognose målrettet VELTEKs 4 fagsektioner. Rapporterne bliver opdateret 3 gange årligt, og vil indeholde særlige dybdegående VELTEK rapporter relateret til elektriske installationer, vandinstallationer, varmeinstallationer og selvfølgelig ventilationsinstallationer som i 2024. Med i aftalen er også, at ByggeFakta præsenterer rapporterne for medlemmerne på fælles medlemsmøder/-webinarer. Ydermere har bestyrelsen forhandlet særpriser og medlemsrabatter på andre produkter fra ByggeFakta, som medlemmerne individuelt kan vælge at tilkøbe gennem VELTEKs medlemsfordelsprogram. Mere om udvidelsen af medlemsfordelsprogrammet efter nytår.
Afslutningsvis vil jeg opfordre jer alle til at sætte et stort kryds i kalenderen onsdag den 27. august 2025, hvor VELTEKs Årsdag afholdes på Hotel Storebælt Sinatur i Nyborg.
Hvis vi ikke ses før, så ser jeg frem til at se jer medlemmer på skærmen i forbindelse med VELTEKs strategi kick-off onsdag den 12. marts 2025 kl. 14.
Glædelig jul og godt nytår!
Per Rømer Kofod
Adm. Direktør – VELTEK