VELTEK version 2.0

0

Med rødder som går mere end 100 år tilbage i tiden, har VELTEK løbende måtte udvikle og tilpasse sig tiden og omverdenen. Forandringer er noget foreningen lever med og ikke mindst af, når vi varetager medlemmernes interesser, der også konstant påvirkes af udefrakommende politiske, markedsmæssige og tekniske forandringer.

Inden for de seneste 12 måneder er VELTEK blevet udvidet med to nye og vigtige fagområder – fusionen med Dansk Ventilation, som blev til ’VELTEK Ventilation’, og opstarten af en helt ny sektion ’VELTEK Varme’, som varetager producenter og leverandørers interesser indenfor opvarmning af bygninger.

Bevæggrunden for at udvide VELTEK fagteknisk var og er, at faglig bredde i kombination med stærke faglige kompetencer åbner døre hos myndigheder og politikere. Det skyldes, at de tekniske faggrænser bliver mere og mere udviskede, men også at potentialet for optimering af tekniske installationer, f.eks. indenfor energibesparelser, i høj grad ligger gemt i synergierne mellem de forskellige fagområder.

Når én eller flere nye døre åbner sig, sker det også at andre lukkes. I cirka 50 år har VELTEK leveret effektiv kreditorservice til medlemmerne, men digitaliseringen og nye muligheder for medlemmerne gør, at behovet for Kreditorservice har været faldende gennem længere tid. Det, sammen med ændringer i Persondataforordningen (GDPR), har medført, at VELTEK har besluttet at nedlukke VELTEKs Kreditorservice pr. 30. juni 2018.

Ny rapport ude og ny medarbejder på vej til VELTEK Ventilation og VELTEK Digital.

I starten af marts offentliggjorde VELTEK i samarbejde med TEKNIQ en ny rapport ”Tekniske energirenoveringer er bedre end penge i banken”.

Det er ’Den Eltekniske Sektion’, som er er opdragsgiver, fra VELTEKs side, til rapporten, som er målrettet ejere af større bygninger med fokus på de store energibesparelser, som kan skaffes gennem en energirenovering af bygningernes samlede tekniske installationer.

Hent rapporten her

Det har siden fusionen med Dansk Ventilation været hensigten, at VELTEK Ventilation og VELTEK Digital skulle dele sektionschef, da de administrative funktioner er overgået til sekretariatet. Efter længere tids søgen kan vi endelig meddele, at vi har indgået aftale med en person, som besidder de rette ventilationstekniske kompetencer og samtidigt har flere års erfaring fra IT-branchen.

I dette nyhedsbrev løfter vi sløret for, hvem der starter hos VELTEK d. 1. maj.

God læselyst!

Per Rømer Kofod