Covid-19, Klimapartnerskaber og genstart af Danmark

0

Covid-19 ramte officielt Danmark d. 27. februar, og i tiden efter er både arbejdslivet og privatlivet blevet sat på en prøve, som vi ikke har set tidligere i mands minde.

Gaderne er stort set tomme, og det samme gælder også parkeringspladserne hos mange virksomheder, uden at det nødvendigvis er ensbetydende med, at virksomhederne holder lukket. Danskernes adgang til internettet og det høje digitaliseringsniveau på danske arbejdspladser betyder, at hjulene i mange virksomheder kan holdes kørende, om end de ikke kører så hurtigt som før.

Synes du, at din nye hverdag i perioder er uudholdelig? Så kan det måske være en lille trøst at forestille sig, hvordan Covid-19 udbruddet havde set ud i Danmark for blot 25 år siden uden den IT-infrastruktur og det teknologiske niveau, som vi har i dag – længe leve digitaliseringen.

VELTEKs medlemmer er generelt kommet rigtig godt igennem det første kvartal. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at nogle kunder har indkøbt flere komponenter end normalt for ikke selv at løbe tør midt i et igangværende projekt. Eftersom mange installatører og entreprenører stadig arbejder på byggepladserne, er det svært at spå om fremtiden, men vi må som branche nok indstille os på, at vi også kommer til at opleve en væsentlig ordrenedgang grundet Covid-19 inden pandemien er ovre.

Fra politisk hold er der iværksat hjælpepakker til erhvervslivet, og det er værdsat i mange store som små virksomheder. Fokus rettes også mod genstarten af Danmark efter Covid-19, og her er energirenovering af bygninger igen kommet på dagsorden, hvilket vi glæder os over i VELTEK, for det er en del af vores DNA. Vi opfordrer til, at der ved etablering af eventuelle energirenoveringspuljer tages udgangspunkt i år 2020 og vores teknologiske niveau, som f.eks. digitaliseringen, da det er Covid-19-krisen, som vi skal arbejde os ud af og ikke energikrisen i 1973. Vi har nu efterisoleret bygninger og isat termoruder siden 1973, så det nu er begrænset, hvad kan hentes på klimaskærmen.

Det har længe været mere rentabelt at energirenovere bygningernes tekniske installationer fremfor klimaskærmen, bl.a. grundet betydelig kortere tilbagebetalingstider af investeringerne. Et andet godt argument er, at intelligente installationsteknologier ligger klar på hylderne og ofte spiller sammen med digitaliseringen af Danmark. Intelligente bygninger baseret på adfærds- og datastyring er vejen frem. Tænk blot på, hvor meget energi vi ville kunne spare i disse dage, hvor mange virksomheder står helt eller delvist tomme. Hvor mange af vores nuværende bygninger har mon uændret energiforbrug, som var de fulde af medarbejdere?

Klimapartnerskabernes anbefalinger blev offentliggjort d. 20. marts og landede ufortjent midt i et stort vakuum grundet Covid-19. Det er synd, for der er mange gode anbefalinger, som fortjente en plads i overskrifterne. I VELTEK har vi gennemgået anbefalingerne, og vi vil aktivt arbejde for at promovere udvalgte anbefalinger, som kan relateres til vores brancher.

God læsning og god Påske!

Per Rømer Kofod