Indlæggene fra Indeklimaets Temadag ligger nu på Teknologisk Instituts hjemmeside

0

VELTEK afholdt den 25. september i samarbejde med Teknologisk Institut og TEKNIQ (FAV) Indeklimaets Temadag 2018, hvor der blev stillet skarpt på sundhed og indeklima – både i boligerne, skolerne og på arbejdspladsen. Indlæggene er nu udgivet på Teknologisk Instituts hjemmeside.

Årets Indeklimaets Temadag var en udbytterig dag. Det overordnede emne var ’Sundhed’, og derfor var der blandt andet fokus på de påvirkninger, mennesker oplever, når vi benytter en bygning. Hvad betyder det nære miljø for os, når vi opholder os indendørs det meste af livet? Og hvordan skal vi i det hele taget forstå alle de faktorer, der påvirker indeklimaet?

Dagen var velbesøgt med ca. 80 deltagere, og mange relevante aktører fra branchen var mødt op, og blandt tilhørerne var der repræsentation af producenter, leverandører, bygningsansvarlige, bygherrerådgivere, forskere, kommunalt ansatte og serviceinstallatører.

Dagen bød på mange spændende indlæg, og Lennart Østergaard gav en præsentation af VELTEK og VELTEK Ventilation samt et kort indlæg omkring skoleventilation og de graverende mangler, vi stadig finder i indeklimaet i denne sektor. Lennart gav under indlægget et par ideer til, hvad der kan gøres for at hæve kvaliteten af indeklimaet på landets skoler; blandt andet at vi måske bør gøre regelmæssig måling af indeklimaet på alle landets skoler obligatorisk, så vi sikrer, at de foreskrevne luftmængder rent faktisk fortsat leveres til undervisningslokalerne. Dette krav kunne f.eks. være skolelederens ansvar.

Download alle præsentationerne fra dagen her