Kreditorservice lukkes efter 50 års servicering

0

På grund af udviklingen og adgangen til nye digitale alternativer samt den kommende persondataforordning (GDPR) har VELTEK besluttet at lukke Kreditorservice ned den 30. juni 2018.

VELTEKs Kreditorservice har i årtier serviceret medlemmerne i sager med dårlige betalere og har med succes været til både gavn for det enkelte medlem og branchen generelt.

Dog har udviklingen og adgangen til nye digitale alternativer på markedet de senere år medført, at Kreditorservice har haft en medlemsnedgang, og det har ligeledes været svært at hverve nye medlemmer til Kreditorservice.

Dertil har den kommende persondataforordning (GDPR), som træder i kraft i maj 2018, medført, at visse virksomhedsformer fremover kan sidestilles med en specifik person, hvorfor det fremover vil være vanskeligt for VELTEK at levere kreditorservice på samme høje niveau som hidtil og samtidig overholde loven.

VELTEK har derfor på baggrund af ovenstående besluttet at lukke Kreditorservice ned den 30. juni 2018.

Nuværende brugere af Kreditorservice gøres opmærksomme på, at der i perioden fra den 25. maj til den 30. juni kan forekomme sager, som VELTEK ikke kan påtage sig, da sagsbehandlingen kan være i konflikt med lovgivningens nye rammer.

Lukningen af Kreditorservice får ikke betydning for VELTEK eller VELTEKs fire fagsektioner eller de to tværfaglige sektioner.

VELTEK vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for et godt samarbejde gennem årene.