VELTEK Årsdag – 30. august 2023

0

VELTEK inviterer medlemmer og samarbejdspartnere til årsdag den 30. august 2023 på Scandic Spectrum, København

Det er ikke mere end 12 måneder siden, at vi i Fyns smukke rammer igen kunne se hinanden i øjnene på VELTEKs ordinære generalforsamling. Efter en noget turbulent periode med Covid-19, var stemningen høj, da vi uden bekymring trykkede hinanden i hænderne – og nu er generalforsamlingen altså atter tilbage på skærmen. Det skyldes heldigvis ikke en pandemi.

At generalforsamlingerne i år afholdes digitalt, er et aktivt valg i VELTEK. Det vil nemlig frigøre mere tid til faglighed på VELTEKs årsdag, der i år afholdes på Scandic Spectrum i København. Foråret er således gået med at få optaget alle sektionernes formandsberetninger på video – for medlemmerne skal naturligvis ikke snydes for den talte formandsberetning. Har du endnu ikke fået hørt din sektions formandsberetning, ligger de tilgængelige på VELTEKs hjemmeside – du skal blot bruge dit medlems-login:

Med generalforsamlingerne afholdt digitalt og før sommerferien, har vi nu tid på årsdagen til at bringe endnu mere faglighed i spil. Formiddagen er tildelt de fire fagsektioner, som hver har deres individuelle sektionsarrangementer – efterfulgt af en fælles frokost. Eftermiddagen er fælles for hele VELTEK, og vi afslutter dagen med forfriskninger og netværk.

Men hvad er så temaet for årsdagen 2023? Meget har (heldigvis) ændret sig på blot ét år … og så alligevel ikke helt. For bæredygtighed og grøn omstilling er stadig et hot emne i branchen, men i år suppleret af et øget fokus på energi- og ressourceeffektivitet.

”Når samfundet har teknologierne til rådighed, forpligter det. Der er ikke længere nogle undskyldninger for ikke at udnytte energien og ressourcerne mere optimalt”, fortæller Per Rømer Kofod i sin leder for VELTEKs sommer-nyhedsbrev 2023.

For hver dag øges presset på, at den grønne omstilling gennemføres endnu hurtigere end dagen forinden. Politisk står klimaet højt på dagsorden, og den grønne omstilling har en solid plads i regeringsgrundlaget. Energieffektivitet er specifikt nævnt som et fokusområde i regeringsgrundlaget, og netop energieffektivitet tager vi under behandling sammen med ressourceeffektivitet på VELTEKs årsdag 2023.

”Vi har igen i år valgt Clement Kjersgaard som moderator på vores årsdag. Sidste år fik vi meget ros for at have valgt netop ham, og jeg tør derfor godt at love, at det ikke bliver kedeligt. Jeg håber at se alle medlemmer på årsdagen”, siger Allan Andreasen i sin formandsberetning 2023 til VELTEKs digitale generalforsamling.

  • Dato: 30. August 2023
  • Lokation: Scandic Spectrum – Kalvebod Brygge 10, 1560 København

Gensyn med VELTEK Årsdag 2022