VELTEK fortsætter udviklingen i 2020

0

Det ville ikke være en underdrivelse at sige, at 2019 var et historisk år for VELTEK. Her hvor juleferien så småt er ved at indfinde sig og julefreden sænker sig, ser jeg tilbage på, hvor stor en betydning det arbejde som vores medlemmer, bestyrelse og sekretariat har bedrevet gennem hele året, har haft på foreningen og de brancher, vi repræsenterer.

2019 havde mange højdepunkter – lad mig fremhæve tre

Det ville blive alt for omfattende at skulle nævne alle højdepunkter, som skete i 2019. Men der er nogle, jeg simpelthen bliver nødt til at hive frem.

Året var knapt nok startet før, at VELTEK havde et indeklimaarrangement på Christiansborg, der satte sine præg på debatten resten af året. Vi samlede førende aktører inden for området (herunder forskere, politikere, kommuner, foreninger og branchen) til dialog om de udfordringer og mulige løsninger vedrørende indeklimaet i de danske skoleklasser. Løbende konstateres det, at indeklimaet halter voldsomt, bremser vores børns indlæring og ødelægger lærernes arbejdsmiljø. Det er for ringe. Partier i Folketinget har dog siden fremlagt konkrete beslutningsforslag til forbedring af skolernes indeklima til afstemning i 2020. Lad os derfor håbe, at 2020 bliver året, hvor der for alvor bliver rykket på børnenes indeklima.

Derefter vil jeg tillade mig at fremhæve VVS’19, som igen i år var en kæmpe succes. For tredje gang i træk slog vi både udstiller- og besøgsrekorden. Hallerne blev bogstavelig talt fyldt til bristepunktet med professionelle og flotte stande. Man kan i disse digitaliseringstider spørge sig selv om, hvorfor vvs-messen bliver mere og mere efterspurgt? Min egen konklusion er, at forretning skabes mellem mennesker, og at messen indgår som et oplagt mødested.

Af samme grund mener jeg, at VELTEKs engagement i afholdelse af fagmesser er både relevant og vigtigt for vores medlemmer. Som brancheforening er vi sat i verden for skabe det bedst mulige fundament for at medlemmerne kan drive virksomhed i Danmark – og det inkluderer, at vi aktivt er med til at skabe nogle professionelle rammer, hvor medlemmerne kan mødes med deres kunder.

Men den nok største begivenhed, især hvis vi tager værdi-brillerne på, foregik den 21. juni på Hotel Admiral i København. Her afholdt VELTEK ordinær generalforsamling og årsdag. Her stemte medlemmerne, på tværs af de fire fagsektioner, enstemmigt ja til bestyrelsens pakke bestående af flere elementer.

Et element i pakken var at VELTEK fusioneres med VELTEK Digital og Markedsanalyse (branchestatistik), som indtil da var selvstændige sektioner i VELTEK med særskilte kontingenter. I praksis betyder det, at de særskilte medlemskaber, er bortfaldet, og at alle nuværende VELTEK-medlemmer får adgang til sektionernes services. Kort sagt, VELTEK-medlemskabet er blevet mere værdifuldt.

Et andet element i forslagspakken var at udvide VELTEKs medlemskab fra ét til tre typer af medlemskaber med henblik på at styrke foreningen fagligt, digitalt og tilgodese interessen for virksomheder i branchen, som ikke 100 procent opfylder de oprindelige kriterier for medlemskab. Og kort efter generalforsamlingen meldte de første B- og C-medlemmer sig allerede ind i VELTEK. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der med de nye medlemskaber følger helt nye samarbejds- og netværksmuligheder til gavn for alle medlemmer. Et stort skridt for VELTEK.

Med ændringerne står VELTEK og medlemmerne stærkere end nogensinde før. VELTEK og medlemmerne er således bedre rustet til at imødegå udviklingen på markedet, om det så gælder på det digitale område, eller hvis det drejer sig om overblikket over markedsudviklingen i form af valide branchestatistikker.

VELTEK kommer ikke til at hvile på laurbæerne – ej heller i 2020

Med den fremtidige interne struktur og strategi på plads og med flere medlemmer i ryggen, glæder jeg mig til et 2020, hvor vi skal ud og gøre vores indflydelse gældende – blandt andet på klimaområdet, hvor vi skal have energieffektive produkter og energirenoveringer på dagsordenen, og det samme gælder elektrificering af transportsektoren. Det ser vi meget frem til.

Danmark bliver igen og igen nævnt som foregangsland, når det kommer til reduktion af CO2 – blandt andet på grund af vores høje andel af vindstrøm i elnettet og vores planer om at øge andelen af vedvarende energi. Men hvis fremtidens behov for grøn strøm skal realiseres, er vi nødt til at fokusere på en energieffektivisering af vores elforbrug. Udover et lavere energiforbrug medfører øget energieffektivitet, at vi nemmere og hurtigere kommer i mål med nationens CO2-mål.

40 procent af det nuværende danske energiforbrug stammer fra bygninger, og lige meget hvor strømmen kommer fra, vil den grønneste energi altid være den, vi ikke bruger. Punktum. Der er mange interessante emner og løsninger inden for dette område, og jeg er sikker på, at det blandt andet kommer til at præge næste års EL & TEKNIK-messe den 12-14. maj.

Og lad mig så her til sidst sige, at der fra hele sekretariatet skal lyde en stor tak for i år! Rigtig god jul og godt nytår. Vi ses til nye udfordringer i 2020, og vi ses til generalforsamling og årsdag den 19. juni på det skønne Tøystrup Gods på Fyn.

Per Rømer Kofod.