VELTEK Leder: Det vil 2022 blive husket for

0

Hvad vil du huske 2022 for? Fuld beskæftigelse, stigende inflation, farvel til Covid19 restriktioner, gode ordrebeholdninger, rentestigninger, energikrise eller de skyhøje el- og gaspriser.

Sjældent har der været så mange – og på flere måder modstridende – valgmuligheder. I VELTEK vil vi tænke tilbage på en lang valgkamp med en endnu længere periode til regeringsdannelse. Sammenlagt hele 71 dage, hvor ministerier og styrelser var sat på vågeblus, som det nu engang hører sig til, når der ikke er en regering. Med den nye regering på plads her umiddelbart før jul, er der lagt op til travlhed i VELTEK fra starten af det nye år, nu hvor statsadministration igen kan besvare spørgsmål, tolke og mødes med sekretariatet.

Medlemswebinarer har igen i 2022 været et stort tilløbsstykke i VELTEK, hvor højaktuelle emner som taksonomi, kreditorstyring og inkasso, ETIM, producentsvar for emballage og LCA/EPD er blevet præsenteret af eksterne indlægsholdere. Fælles for flere af emnerne er, at det er kommende myndighedskrav, som installationsbranchen skal efterleve. Det første træder i kraft d. 1. januar 2023, og der arbejdes allerede med flere af emnerne sideløbende i fagsektionerne.

Energibesparelser er for alvor kommet i fokus hos danskerne, og det skyldes ikke mindst, at en stor del af familiernes rådighedsbeløb nu går til at betale energiregningerne. Men det er ikke kun familierne eller virksomhederne, som har fokus rettet mod gode spareråd. Det gælder også myndighederne, som for første gang i en menneskealder opfordrer borgerne til at udvise samfundssind, og gøre en indsats for at spare på energien, bl.a. fordi der risiko for brownouts i elnettet i vinterperioderne.

Som følge af den kritiske energisituation i Danmark har Energistyrelsen i efteråret 2022 offentliggjort en energisparekampagne, som VELTEK aktivt har bidraget til. Med input fra medlemmer har fagsektionerne indsendt en række spareråd samt konkrete forslag til udskiftning af forældede komponenter til nye, der reducerer energiforbruget betydeligt. Ligeledes har vi hejst nogle vigtige advarselsflag relateret til temperatursænkninger – her specifikt tænkt ift. bygningernes varme brugsvand og øget risiko for forekomst af Legionella samt forekomst af skimmelsvamp og usundt indeklima. På ventilationsområdet har vi henledt opmærksomheden på, at afbrydelse eller nedregulering af bygningsventilationen kan være til skade for både bygningen og dem, de opholder sig heri.

VELTEK er i konstant udvikling, men faktisk har denne udvikling oftest haft sit udspring i en eller flere af de fire fagsektioner, som er tættere på medlemmerne og de fire individuelle brancher. Primo 2023 præsenterer VELTEK en ny strategi for perioden 2023-2025 i samme ”One Pager format” som tidligere. Yderligere vil hver af de fire fagsektioner også præsenterer deres strategier i ”One Pager formatet”.

I 2023 overgår VELTEK og fagsektionerne (med undtagelse af VELTEK Ventilation) til at afholde generalforsamlingerne digitalt. Samtidigt flyttes VELTEK årsdag til sidste onsdag i august – så sæt et stort kryds i kalenderen onsdag d. 30. august 2023, hvor årsdagen afholdes i København med deltagelse af medlemmer, samarbejdspartnere, myndigheder og forhåbentlig også politikere. En ting, som er sikkert, er at det igen i 2023 bliver Clement Kjersgaard, der faciliterer årsdagen i sin skarpe stil, som vi så på årsdagen i år.

Undertegnede og det øvrige sekretariat ønsker VELTEKs medlemmer en glædelig jul og et succesfuldt nytår.

Per Rømer Kofod, Adm. Direktør.