VELTEK udvikler sig også i 2019 efter medlemmernes og markedets behov

0

Lad mig i denne leder først komme ind på VVS’19, der endnu engang præsterede at overgå sig selv.

Messen er netop overstået med endnu en udstillerrekord og ny besøgsrekord på hele 9.492 besøgende over de tre dage. Jeg tror, jeg taler på alles vegne, både udstillere og gæster, når jeg siger, at det på alle måder var en fantastisk messe med professionelle stande, topmotiverede udstillere og tilfredse besøgende med stort kundepotentiale.

VVS-messen er ubetinget en succes – især for branchen, og har nu været udsolgt i 2015, 2017 og 2019. Så tænker du på at udstille i 2021, så tyder alt på, at det er nu, der skal lægges billet ind på en stand – husk VELTEK-medlemmer får messerabat!

Alle flueben i strategi 2015-2018 blev sat – men vi skal videre

I 2017 fusionerede VELTEK med Dansk Ventilation, som i dag hedder VELTEK Ventilation og i 2018 satte vi fokus på varmeinstallationer i byggeriet, hvor også VELTEK Varme så dagens lys og blev den fjerde fagsektion i VELTEK. Med etableringen af VELTEK Varme blev det sidste flueben sat i VELTEKs strategi 2015-2018, således at VELTEK dækker tekniske installationer fra væg til væg i byggeriet, hvilket også er et udtryk for, at VELTEK løbende udvikler sig og tilpasser sig branchens og medlemmernes behov.

På VELTEKs ordinære generalforsamling d. 21. juni på Hotel Admiralen i København lægger VELTEKs bestyrelse op til, at 2019 ikke skal blive undtagelsen i VELTEKs mere end 100 års lange historie og løbende udvikling. Med fire stærke og indflydelsesrige fagsektioner er det blevet tid til at skabe yderligere værdi for medlemmerne på tværs i VELTEKs fagsektioner.

Derfor har VELTEKs hovedbestyrelse stillet forslag om, at VELTEK Digital og Markedsanalyse, hvor VELTEKs statistikprogram er placeret, bliver fusioneret ind i VELTEK og gjort tilgængelig for alle medlemmer – læs mere om det i nyhedsbrevet.

VELTEK er en forening med et stærkt internt netværk og forankring i medlemsvirksomheder, men VELTEK er også en forening, som konstant søger samarbejde udenfor foreningen. Til VELTEKs årsdag, hvor vi, udover alle medlemmerne, inviterer flere af vores samarbejdspartnere, som omfatter andre brancheforeninger, myndigheder m.fl.

På VELTEKs årsdag 2019 får deltagerne en bred indsigt i digitaliseringen i og omkring vores branche. Om digitaliseringen medfører muligheder eller trusler, eller noget midt imellem, kan kun den enkelte deltager afgøre. Kun en ting er sikkert – det bliver en relevant og spændende eftermiddag, hvor der også bliver tid til netværk!

God læselyst med resten af nyhedsbrevet